- MIDAS -
Anna Sophie Schink og Alexander von Oettingen som kabaretpigen Sally Bowles og forfatteren Clifford Bradshaw.

Anna Sophie Schink og Alexander von Oettingen som kabaretpigen Sally Bowles og forfatteren Clifford Bradshaw. (Foto: Hans Christian Davidseen)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

En fin cabaret på Det Lille Teater

Anmeldelse

Det Lille teater Flensborg er oppe at røre højderne med musicalen »Cabaret«.

Hans Chr. Davidsen (hcd@fla.de)

søn, 26. feb 2012, 21:15

FLENSBORG. At spille musical med blot en klaverbokser til at lægge akkompagnementet - der skal lidt til.

Det Lille Teater Flensborg prøver kræfter med Ebb og Kanders musical »The Cabaret« - og slipper rigtig godt fra det. Det skyldes ikke mindst Anna Sophie Schink, der ud over at være instruktør på forestillingen - sammen med Leif Mikkelsen - ser ud at til at befinde sig rigtig godt i rollen som Sally Bowles.

Undertegnede så tilbage i 1990erne Det Danske Teater spille musicalen med Jannie Faurschou i en lidt fræk lillepigefacon i rollen - og må konstatere, at Anna Sophie Schink rammer rollen bedre som lidt mere flyvsk og lidt svær at placere - som i Christopher Isherwoods bog, der danner forlæg for musicaludgaven fra 1960erne. Hun overlader meget til publikums egen tolkning, og det er flot.

Jens Christian Krause er ikke helt moralsk i kanterne som konferencieren - og sådan skal det være. Rigtig drilsk.

Der er ikke meget plads til koreo­grafi på den lille scene i Hjemmet i Flensborg, men det bliver da til underholdende dans - og synge kan de fremtrædende aktører også til enten tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende.

Vi er ikke i det svulstige Hollywood, men i den småsnuskede natklub »Kit Kat« i Berlin i 1930erne, og det er lige det, det drejer sig om.

Her slår den letlevende kabaret­sangerinde Sally Bowles sine folder. Hun behøver ikke lang betænkningstid for at gå med den unge amerikanske forfatter Clifford Bradshaw (Alexander von Oettingen) med hjem i dennes pensionat. Parallelt med den unge kærlighed følger vi den noget mere afdæmpede kærlighed mellem den ældre pensionat-værtinde og ikke-jøde Schneider (Anne Stubbe Horn) og jøden Schultz (Leif Mikkelsen).

Da nazismen kommer, er det slut med begge forhold. Undergangsstemningen kommer fint frem mellem de forfriskende og frivole danseindslag med Ragna Hemmersbach, Nora Gößmann og Stephanie Schönbeck-Graf - der i øvrigt også spiller prostitueret - og det med en kunde, der virker lige lovlig drenget. Troels Rasmussen må gerne lægge lidt mere sjæl i det.

Og når man ser Flemming Rasmussen i rollen som nazist, må man helst ikke tage hans nazist-udgave for pålydende, for så kommer brunskjorterne til at virke helt rare. Det eneste, der får publikum til at gibbe lidt i det, er hagekors-armbåndet. Men generelt er man meget fint og næsten ganske professionelt underholdt og udfordret på Det Lille Teater. Det er noget af det bedste, der er vist her i lang tid.

Desuden er der en fin debut til Kamilla Schøler. Det er tydeligt, at holdet bag kabaretten kan lide og at flertallet også behersker det at stå på en scene. Og det er vigtigt.

Det Lille Teater Flensborg: Cabaret - The Musical. Instruktion. Anna Sophie Schink og Leif Mikkelsen. Musik: Hans Jakob Jessen.

Forestillingen får tre ud af fem stjerner.