- MIDAS -

(Foto: FlA)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

En national ydmygelse

Historie

I den brede tyske befolkning er der kun et lille kendskab til den tyske besættelse af Danmark 1940-1945, mener historiker og jurist, der har udgivet en bog om emnet.

Hans Chr. Davidsen (hcd@fla.de)

man, 30. jan 2012, 19:15

NEUMÜNSTER. De fleste danskere følte det som en national ydmygelse, da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940.

Ydmygelsen førte dog ikke umiddelbart til modstand mod besættelsesmagten. Den danske regering indledte en forhandlings- og samarbejdspolitik med tyskerne. Man forsøgte dermed at indordne sig under de nye forhold og opfordrede befolkningen til at gøre det samme. Denne opfordring fulgte langt de fleste danskere gennem størstedelen af besættelsen.

Fra efteråret 1942 begyndte et mere organiseret modstandsarbejde at tage form. Det var på dette tidspunkt hovedsageligt folk fra de politiske yderfløje, det vil sige fra det nu illegale Kommunistparti, partiet Dansk Samling og Det Konservative Folkeparti, der lod sig engagere i dette arbejde.

Efteråret 1943

Fra efteråret 1943 begyndte modstandsarbejdet i Danmark at få vind i sejlene. Den danske regering valgte i august at træde tilbage efter en måned med strejker, massedemonstrationer og sabotager i Danmark. Samarbejdspolitikken sluttede, og Danmark kom under tysk ledelse.

Historikeren og juristen Matthias Barth fra Berlin har på forlaget Wachholtz udsendt bogen »Danebrog gegen Hakenkreuz«.

Med bogen ønsker forfatteren at sætte fokus på et stykke af den danske besættelseshistorie, som han ikke mener er så kendt i den almene tyske befolkning. Matthias Barth voksede op i DDR og blev i 1976-1979 fængslet for hjælp til flugtforsøg. Han flygtede senere til Vestberlin, hvor han studerede historie og jura på Freie Universität.

Statsadvokat

Fra 1992 til 2000 var han som statsadvokat involveret i retsopgøret med DDR. Han er desuden næstformand i Förderverein Gedenkstätte Berlin Hohenschönhausen, der under DDR-tiden fungerede som Stasi-fængsel.

En pointe i bogen er, at mange tyskere opfatter Danmark som et turistland, der er præget af et ideelt naboskab til Tyskland, mens der i den danske psyke stadig eksisterer en frygt for den store nabo mod syd, en frygt som har tråde tilbage til besættelsen

Bogen koster 32 euro og har ISBN 978-3529028175.