- MIDAS -

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Antiheltinden

Interview

Interview. Katrine Grünfeld ville skrive en roman om en heltinde, der udretter noget stort. Men i stedet flyttede hendes hovedperson til provinsen og gemte sig i et skab.

Sonja Sabinsky, Dagbladenes Bureau (red@dagbladene.dk)

ons, 11. jan 2012, 20:15

KØBENHAVN. Tre romaner på seks år. Produktiviteten er i top hos forfatteren Katrine Grünfeld, der er aktuel med romanen »Et hjem i Mørke.«

Hun debuterede i 2008 med romanen »Mindre pletter« og allerede to år senere kom den svære toer med titlen »Sommerferie«. Flotte anmeldelser over hele linjen både i første og andet hug. I alle bøgerne, også den tredje, kredser hun om kvindeliv og samliv - og middelklassens jagt på den lykkelige og perfekte tilværelse, som hun kalder en ren illusion:

- Lykken kommer jo kun i glimt, resten er hårdt arbejde, og det kan vi ligeså godt indrette os på først som sidst, for ellers kommer vi til at gøre livet surt for os selv og hinanden, siger den 42-årige forfatter.

Det sker for eksempel for hovedpersonen Johanne i romanen »Sommerferie.« Hun burde egentlig ikke savne noget, hun har en god økonomi, en sød mand og to dejlige børn, men i virkeligheden ønsker hun, at alting var anderledes. »En helt almindelig kvinde, der aldrig har formået at tage ansvar for sit eget liv«, kalder Katrine Grünfeld hende.

Så denne gang skulle der andre boller på suppen. Katrine Grünfeld havde fået nok af kvinder, der ikke formår at træde i karakter som voksne mennesker:

- Min plan var at skrive en bog om en stærk kvinde, der hele tiden udvikler sig, og som træffer nogle spektakulære og uselviske valg.

Hun manipulerer ikke

Den nye roman »Et hjem i Mørke« er en sort, humoristisk skildring af et ungt par, der flytter fra det københavnske mondæne Vesterbro, hvor kreative småbørnsfamilier griller i gården, til en jysk landsby, hvor alle kernefamilierne har en Weber-grill som fast inventar i haven. Kvinden, med det drengede navn Pelle, ser flytningen som en måde at slippe væk på, mens manden vil bygge rede og drømmer om frisk luft og trygge børn, der leger i haven og spiser æbletærter lavet af egen høst. Der er altså byttet om på rollerne i forhold til, hvordan vi normalt opfatter kønnene. Og nogen decideret heltinde har vi ikke at gøre med. Pelle dalrer lidt af sted i tilværelsen og har det med at gemme sig i et skab. Forfatterens plan glippede altså?

- Det lykkedes bare ikke, at få hende til at være en heltinde, og det var faktisk lidt skuffende, siger Katrine Grünfeld, der selv lyser stærkt, varmt og humoristisk.

Trods fejl og mangler kom forfatteren dog til at holde af sin hovedperson:

- Jeg synes faktisk, at hun er mere sympatisk, end kvinderne fra de andre bøger, for hun har ikke noget billede af, hvordan livet skal leves, så derfor bærer hun ikke rundt på en manual til livet, og hun har ingen skjulte dagsordener, så hun manipulerer ikke med sine medmennesker, og det er sympatisk, synes jeg.

Det store skuespil

Katrine Grünfeld bor i et stort, gammelt hus i Charlottenlund med sin mand og deres to børn - en datter på 8 og en søn på 11 år. Indretningen er afslappet med et miks af gammelt og nyt, som man tit ser i boliger på de her kanter. Ved indgangen står en stak returkasser fra Aarstiderne, der bringer økologiske fødevare ud til folk. Det ser man også tit på de her kanter. Vi er i den kommune i Danmark, der har den højeste kvadratmeterpris, den højeste indkomst pr. indbygger og den største koncentration af filippinske au pair-piger. »Et reservat« kalder hun det selv, og hendes forhold til kvarteret er ambivalent:

- Det er et trygt sted at bo og sende sine børn i skole, for vi er en lille homogen stamme, men man skal passe på, at man ikke får skyklapper på og bilder sig ind, at det er den eneste måde, man kan være menneske på. Derfor gør jeg også, hvad jeg kan, for at påvirke mine børn til at være rummelige. De skal have respekt for, at livet kan leves på mange måder, siger Katrine Grünfeld, der er vokset op i Aarhus, og hun har stadig den der Anne Linnet-klang i stemmen.

Katrine Grünfeld mener, at hun nok altid vil føle sig lidt som pigen fra provinsen, der er kommet ind med firetoget, for selvom hun i dag er fuldgyldigt medlem af stammesamfundet i Charlottenlund, så har hun bevaret en distance til miljøet:

- Jeg er meget opmærksom på de fælder, man kan gå i.

Varm luft

Det er skuespillet, hun ikke bryder sig om, siger hun:

- Jeg bliver meget træt af, at tilværelsen skal se så perfekt ud. Man skal være den perfekte mor, den perfekte hustru, den perfekte veninde, den perfekte dit og dat og jeg ved ikke hvad, men sådan er livet jo ikke, og det er anstrengende at se, hvordan folk halser af sted efter det idealbillede, som de alligevel ikke kan leve op til, og når de opdager, at de ikke kan det, for det er der ingen, der kan, så puster de sig op og lukker en masse varm luft ud.

Selvom Katrine Grünfeld ikke har nogen sentimentale og nostalgiske følelser omkring provinsen, som hun selv er rundet af, så mener hun alligevel, at livet dér er anderledes:

- Der er et andet tempo i provinsen, og man slapper lidt mere af. Der er ikke så meget statusjagt. Det kunne være helt befriende at flytte tilbage.

Hun stopper brat og griner højt:

- Det havde jeg godt nok aldrig troet, at jeg skulle høre mig selv sige - at det ville være befriende at flytte tilbage til provinsen.

Når livet vælger for en

- Katrine Grünfelds nye kvindelige hovedperson har ikke nogen sikker og viljefast kurs i livet - personlighedstræk, man typisk forbinder med helte og heltinder, men spørgsmålet er - siger hun - om sådan en person i dag ville være troværdig:

- Jeg kan faktisk godt komme i tvivl om, hvordan en nutidig heltinde ser ud, men det var i al fald helt umuligt for mig at skrive den der store, fantastiske udviklingshistorie om en kvinde, der gør noget exceptionelt.

Men den kvindelige hovedperson skiller sig dog ud, for hun optræder ikke, som man forventer. Der er byttet om på rollerne. Det er manden, der drømmer om at flytte på landet, det er ham, der bygger rede og taler om at få børn. Det er hende der bliver lidt klaustrofobisk ved tanken. Hvorfor lader hun mon kønnene bytte roller?

- Jeg synes, at det var interessant at skabe en kvinde, der tør vælge det fra, som de fleste andre kvinder helt automatisk vælger til.

Men man kan ikke leve sit liv alene på fravalg, mener Katrine Grünfeld:

- Hvis man ikke træffer nogle eksistentielle vælg i tilværelsen, så vil der uvægerligt ske det, at livet begynder at vælge for en, og så har man slet ingen indflydelse på, hvad der skal ske.

Men uden at røbe for meget her, skal det dog sige, at Katrine Grünfeld lader den kvindelige hovedperson udvikle sig til sidst. Men først skal hun miste.

- Vi mennesker er ikke så gode til at skønne på alt det dejlige, der sker for os. Det er først, når vi mister, vi får øjnene op. Det er et paradoks, som jeg er meget optaget af.