- MIDAS -
»Striving Vines« er et af de danske newcomer-bands, der præsenteret på Seaside Rendezvous ved Kühlhaus i Flensborg den 26.-27. august. Tre danske bands medvirker ved festivalen i Flensborg, der har kontakt til talentscenen på Spot festival i Aahus.

»Striving Vines« er et af de danske newcomer-bands, der præsenteret på Seaside Rendezvous ved Kühlhaus i Flensborg den 26.-27. august. Tre danske bands medvirker ved festivalen i Flensborg, der har kontakt til talentscenen på Spot festival i Aahus. (Foto: FlA)

I offensiv med
større program

Festival

Seaside Rendezvous prøver lykken for anden gang i Flensborg efter et lidt pauvert besøgstal sidste år. I år er musikfestivalen ved Kühlhaus flyttet til efter sommerferien.

Hans Chr. Davidsen (hcd@fla.de)

fre, 01. jul 2011, 22:15

FLENSBORG. Belært af erfaringerne fra sidste år finder musikfestivalen Seaside Rendezvous i år sted efter sommerferien. Den 26. og 27. august går det løs på udendørsarealerne ved kulturværkstedet Kühlhaus.

- Sidste år havde vi placeret festivalen før sommerferien lige i de dage, hvor de unge fejrede deres studentereksamen, og det har vi lært, at det skal vi ikke gøre, siger Jan Köpke fra Seaside Rendezvous.

Sidste år trak festivalen kun godt 200 gæster.

Festivalen er et samarbejde mellem Kühlhaus og Popup-Records i Hamborg. Som medarrangører er blandt andre Sydslesvigsk Forening, Kulturbüro i Flensborg og Flensburg Regional Marketing. desuden har festivalen et tæt samarbejde med Sport

Festival i Aarhus - det er en festival, der foregår hvert år og som fremfor alt er et forum for danske bands, der har potentialet til at blive til noget større. Bands, der er på vej fremad med fornyende rockmusik.

Tre nye danske bands kommer på scenen ved Seaside Rendezvous. det er Kiss Kiss Kiss, Striving Vines og The Broken Beats.

Kendt fra »De Sorte Spejdere«

Kiss Kiss Kiss er genremæssigt en blanding af pop, art-rock og post-punk. Bandet blev dannnet i 2006 hvor medlemmerne mødte hinanden på en efterskole. I de efterfølgende år spillede bandet koncerter i Danmark og Europa. P3 s program »De Sorte Spejdere« var først med opmærksomheden, og gjorde nummeret »Hector« til et mindre hit i 2007. I 2008 modtog de Danish Music Awards MySpace pris, spillede på Roskilde Festival og i 2009 var de på Spot Festival.

Fremadstræbende Striving Vines er med bandets melodisk klingende univers allerede et velkendt band i de danske i koncertgængeres øre.

I år 2006 fandt fire unge fyre hinanden i musikmiljøet i Århus og dannede kort efter bandet Striving Vines. Bandet er siden gået fra succes til succes på spillesteder og festivaler landet over, hvilket i 2009 udløste en pladekontrakt. Bandets debutalbum udkom i april 2010, hvilket fik dem forbi Spot Festival og Start! Festival i forsommeren 2010. I efteråret skal de være support for amerikanske Beth Hart på hendes danske turné.

Ugens Uundgåelige på P3

The Broken Beats blev dannet i 2001 af frontmand, sanger og sangskriver Kim Munk med en klar ambition, om at sælge plader uden for landets grænser. Og ikke til hvem som helst. Derfor blev The Broken Beats  første demo kun sendt til selskaberne Geffen og Hazelwood i henholdsvis USA og Tyskland. Med en kontrakt med sidstnævnte som resultat.

Fra 2003 til 2005 var The Broken Beats travlt beskæftiget med at turnere og promovere i Tyskland. Dog ikke uden interne stridigheder.

Uoverensstemmelserne var så voldsomme, at Kim Munk efter udsendelsen af bandets andet album i 2005 var eneste tilbageværende, oprindelige bandmedlem.

Det første håndgribelige resultat blev titlen som »Ugens Uundgåelige« på P3 i uge 21 i maj 2006 med singleforløberen »Essentials«. Et nummer der også siden hen, i efteråret fængede an hos seerne på DR s musikprogram »Liga.dk«.

Med »In The Ruin For The Perfect« blev The Broken Beats nomineret til P3 Prisen, 2006 og nomineret i flere kategorier til kritikerprisen »Steppeulven«, samme år. I løbet af 2006/2007 turnerede The Broken Beats i Danmark og Europa, og spillede på Roskilde Festival i 2007.

Camping for første gang

De øvrige bands er Grossstadtge­flüster, Supershirt, Herrenmagazin, Caracho, Eljot Quent, Wilhelm Tell Me, 206, Le Fly og Supersymmetry - alle fra Tyskland. Sidstnævnte er kendt fra blandt andet årsmøderock for nylig og senere også Dockyard Festival i Flensborg. Bondage Fairies kommer fra Sverige, Electric Suicide Club fra Frankrig, The Cads fra Storbritannien og M Name Is Music fra Østrig. Desuden er der også dj s på scenen. De 18 bands spiller på to scener.

Mens Seaside Rendezvous sidste år kun varede en enkelt dag - med opvarmning aftenen forinden - varer festivalen i år to fulde dage. Derfor tilbydes der også camping, dog kun for telte, ikke for autocampere eller campingvogne. Der er 6000 kvadratmeter til rådighed med toiletter og vaskefaciliteter. Camping skal dog bestilles på forhånd.

- Det særlige ved Seaside Rendezvous er, at den foregår midt inde i byen. Det er ikke en festival ude på en mark i landlige omgivelser. Med beliggenheden så tæt på Flensborgs centrum skulle vi gerne kunne trække mindst 1500 gæster, siger Jan

Köpke.

En to-dages billet koster 25 euro i forsalg på nettet.