- MIDAS -
Brødrene Philipp og Daniel Möllgaard fra Flensborg står her på scenen med Felix Kille fra Husum. De tre drenge fik et bragende bifald for deres fremførelse af Leroy Anderssons »Buglers Holiday« i et arrangement for tre xylofoner.

Brødrene Philipp og Daniel Möllgaard fra Flensborg står her på scenen med Felix Kille fra Husum. De tre drenge fik et bragende bifald for deres fremførelse af Leroy Anderssons »Buglers Holiday« i et arrangement for tre xylofoner. (Foto: Lars Salomonsen)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Sesam-symfoni-orkester luk dig op

Familiekoncert

Et nodestativ blev pumpet op med en cykelpumpe. En klarinet forsvandt på vej til Flensborg. Og en mørk skønhed kom fra Cádiz og satte fut i Det tyske Hus med et sigøjnerpotpourri.

Hans Chr. Davidsen (hcd@fla.de)

man, 20. jun 2011, 20:15

FLENSBORG. »Sesam, sesam, luk dig op«.

En lille fyr på forreste række i Det tyske Hus i Flensborg fik æren af at gnide på Aladdins lampe, og så begyndte et helt symfoniorkester ellers at spille.

Fredag aften var der familiekoncert med Sønderjyllands Symfoniorkester med Flensborg som sidste station efter en turne gennem Sønderjylland.

Operasangeren Hans Dueholm stod på scenen, ikke for at synge opera, men som den konferencier, der skulle sørge for at peppe aftenens program op med sketches a la oppumpning af et nodestativ med en cykelpumpe. Med koncerten dirigent, Claus Efland, viste det sig faktisk at kunne lade sig gøre. Og det så temmelig blæret ud.

Sønderjyllands Symfoniorkester har i foråret været på rundtur til flere skoler for at spille »eventyrlig musik« for fjerde klassetrin, og familiekoncerterne er en slags finale på hele den store musikpædagogiske offensiv - ja pædagogikken tages helt alvorligt, for også forældrene inviteres med til den afsluttende koncert med et par fællessange drysset ind i programmet.

Fra perser til pingvin

Hans Dueholm troppede op i persisk forklædning, men skiftede hurtigt til det lidt mere noble pingvinsæt, og symfoniorkestret spillede uddrag af Carl Nielsens Aladdin-suite.

Der blev også gjort plads til unge talentfulde solister. Niels Aamand Pedersen fra Sønderborg Musikskole begynder efter sommerferien på musikkonservatoriet. Han medvirkede som solist på horn i første sats af Lars-Erik Larssons Concertino. Brødrene Daniel og Philipp Möllgaard hat sammen med Felix Kille vundet priser i den tyske musiktalentkonkurence Jugend Musiziert og spiller marimba i Holger Schreibers private musikskole i Flensborg. De tre fik et bragende bifald for deres optræden med Leroy Anderssons »Bugler s Holiday« i et arrangement for tre xylofoner.

Fra Spanien kom en mørk skønhed: Den 20-årige violinist Claudia Sansón Mora, der studerer på Catalo­niens musikkonservatorium i Barcelona. Hun er født i Cádiz og var i weekenden fødebyens bidrag til den internationale generalforsamling for havnebyer, der blev afholdt i Sønderborg. Næste år skal generalforsamlingen afholdes i Cádiz.

Instrument blev væk

Claudia Sansón Mora var solist i Pablo Sarasates Zigeunerweisen, der består af et potpourri over sigøjnermelodier. Oprindeligt var værket komponeret for violin og klaver, men senere omskrev Sarasate musikken for violin og orkester, og det var denne udgave, Claudia Sanson Mora spillede med virtuos violinstemme til koncerten.

Et enkelt nummer måtte udgå. Det var Darius Milhauds Scaramouche for klarinet. Både noder og klarinet var blevet væk på vej til Flensborg, så der stod den 25-årige solist Nicolai Eghort uden noget som helst. Det må have været en flad fornemmelse. Forhåbentlig finder han i det mindste sit instrument igen.

(Familiekoncert med Sønderjyllands Symfoniorkester i Det tyske Hus i Flensborg, fredag aften. Arrangør: Sydslesvigsk Forening.)