- MIDAS -
Når jeg snakker med embedsmændene i kulturministeriet i Kiel, kan jeg mærke, at de er inde i stoffet. Ministeren, Ekkehard Klug, derimod, ved ikke, hvad han taler om, siger generaldirektør Peter Grisebach .

Når jeg snakker med embedsmændene i kulturministeriet i Kiel, kan jeg mærke, at de er inde i stoffet. Ministeren, Ekkehard Klug, derimod, ved ikke, hvad han taler om, siger generaldirektør Peter Grisebach . (Foto: Lars Salomonsen)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Landestheater har fået nyt liv

Ny teatersæson

Landestheater går styrket ind i en ny teatersæson. Et frygtet underskud blev vendt til et tilfredsstillende nul. 200.000 euro ekstra i billetsalg og 900 nye abonnenter. det er, hvad Peter Grisebach kan prale af efter et år som generaldirektør.

Hans Chr. Davidsen (hcd@fla.de)

søn, 15. maj 2011, 19:15

SLESVIG. For et år siden var store dele af Landestheater truet på eksistensen. Nu er den værste krise afværget - midlertidigt. Insolvens er ikke længere en trussel, og teatret har nu fået et pusterum. Generaldirektør Peter Grisebach siger det ligeud:

- Når jeg snakker med embedsmændene i kulturministeriet i Kiel, kan jeg mærke, at de er inde i stoffet. Ministeren, Ekkehard Klug, derimod, ved ikke, hvad han taler om. Delstatsregeringen har truffet en fatal beslutning, blandt andet ved i sine tilskud til teatret ikke at tage højde over for de regelmæssige lønstigninger, overenskomsterne pålægger os. På teatret arbejder vi langfristet, og vi er nødt til at kigge længere frem end den nuværende delstatsregerings levetid. Under den regering er der ingen løsning i sigte, siger Peter Grisebach.

Han kan glæde sig over godt 900 nye abonnenter under hans første år som generaldirektør. En del kan helt sikkert tilskrives sympati for Landestheater i krisesituationen, men Peter Grisebach understreger selv, at det især er yngre mennesker, der er blandt de nye abonnenter.

200.000 euro mere

Det fri billetsalg er samtidig vokset med 200.000 euro. Oven i det kommer en række sponsoraftaler, så det frygtede underskud på 1,2 millioner euro er vendt til et nul. »Fuldt program« er overskriften på indeværende sæson, og det bliver det også på sæson 2011-2012. Men hvor tilføjelsen på plakater og det trykte program sidste år var »nu mere end nogensinde« hedder det i næste sæson »hvad ellers?«.

Klassiske operaer

På operaområdet byder næste sæson på klassikere som Rossinis »Barberen fra Sevilla« og Carl Maria von Webers »Freischütz« sammen med Lehárs uopslidelige »Zarewitsch« og Andrew Lloyd Webbers populære musical »Evita«. Begrundelsen for at opføre sidstnævnte er først og fremmest kvaliteten i musikken, fortæller operadirektør Markus Hertel.

»Evita« er lidt af et scoop. Rettighederne til musicalen er vanskelige at få fat i og kræver personlige forbindelser, og dem har Peter Grisebach gennem sine tidligere stillinger i Niedersachsen. Operaen, der har base i Flensborg, har fået to nye sangere. Det er den danske bas Per Bach Nissen og den græske tenor Panos Jabuldakis.

Prokofiev-ballet

Også balletkompagniet byder på et klassisk repertoire. Mens den tidligere balletchef, Stela Korljan, eksperimenterede med rockballetter, har Katharina Torwesten en klassisk baggrund og uddannelse. Hun spiller selv klaver og violin, som også kunne være blevet hendes løbebane. En af ambitionerne med at sætte Prokofievs »Romeo og Julie« på plakaten er dog at åbne klassikeren for et moderne publikum, understregede Katharina Torwesten, da næste års

blev præsenteret på det årlige pressemøde i Slesvig Teater.

Hun satser dog ikke ensidigt på det klassiske repertoire. Programmet bliver nuanceret med tango-forestillinger og en fortsættelse af »Born to be wild« med fokus på 68-bevægelsen. Stof som hun tog med sig fra sin tidligere stilling på Landestheater Coburg. Desuden er der børneballet med »Max und Moritz«, som der er ventelister til på alle tre teatre i Rendsborg, Slesvig og Flensborg.

Nye skuespillere

Skuespillet har fået ansat tre nye aktører. Det er schweizeren Johannes Fast samt Wiebke Wackermann og Felix Ströbel, der begge kommer fra Hamborg.

På teaterfronten bydes der på ti nye større forestillinger, dukketeater, ungdomsteater samt en fortsættelse af den serie med foyerteater, som blev lanceret sidste år. Det er spontane opsætninger produceret uden de store ressourcer og med de skuespillere, der nu engang er ledige på det pågældende tidspunkt. Forestillingerne vises i flere kategorier, blandt andet wunschBOX (der er den musikalske afdeling), Nordlichter (der byder på stykker og tekster af udvalgte skandinaviske dramatikere og forfattere) samt Heimathafen (der byder på forestillinger, der på en eller anden måde har en berøring med Slesvig-Holsten - uden at det traditionelt skal lugte for meget af ordet »Heimat«).

Blandt forestillingerne på de store scener er to kammerforestillinger skrevet af unge dramatikere: Dirk Lauckes »Der Kalte Kuss von Warmen Bier«, der handler om en hjemvendt soldat fra Afghanistan, og Kaspar Häusers »Meer«, hvor vi følger den tragiske og uoverkommelige hverdag på ungdomsforsorgen.

»Gertrud« er et sjældent opført værk af den svenske melankoliker Hjalmar Söderberg med en stor poetisk og dramatisk kraft. De øvrige premiereforestilinger er »Bezahlt wird nicht!« af Dario Fo, Kleists lystspil »Amphitryon«, Gerhard Hauptmanns drama »Die Ratten«, Anthony Burgess  science fiction-historie »Clockwork Orange«, »Elling« af Axel Hellstenius, Shakespeares komedie »Was Ihr Wollt« (»What You Will«) og komedien »Die Vögel« af Aristophanes.

Hans Christian Davidsen

hcd@fla.de