- MIDAS -
Ren spilleglæde og øjenkontakt mellem Kristian Buggesen og Mette Kathrine Jensen.

Ren spilleglæde og øjenkontakt mellem Kristian Buggesen og Mette Kathrine Jensen. (Foto: Lars Salomonsen)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Fede hits fra Lars Tyndskids mark

Anmeldelse

Det er i udkanten af Danmark, at al den spændende danske folkemusik er. Her har traditionerne ikke stået for skud. Duoen Bugge & Jensen fejrer jubilæum med tre indbudte gæster.

Hans Chr. Davidsen (hcd@fla.de)

fre, 08. apr 2011, 21:15

PADBORG. De vidste, hvem hinanden var. De stod på bussen i den samme lille landsby syd for Vejle. »Uden at der kom noget ud af dét«, som Kristian Bugge fortæller.

Men for ti år siden slog det gnister musikalsk, da violinisten Kristian Bugge og akkordeon-spilleren Mette Kathrine Jensen mødte hinanden på det Fynske Musikkonservatorium i Odense.

Ti år er gået - og derfor stiller den jyske spillemand og spillekone op med et jubilæumsband ved musikfestivalen FolkBaltica, der foregår i det dansk-tyske grænseland i disse dage.

I mangel af bedre holder en klog mand her på avisen lange foredrag om, at ti år ikke er et jubilæum, men det har han nu ikke helt belæg for i virkelighedens verden.

Med i jubilæumsbandet er Thomas Hedegaard på kontrabas, sangeren og guitaristen Morten Alfred Høirup og Bjarke Kolerus, der de senere år mest har brugt sin klarinet til klezmermusik og har en baggrund som klassisk musiker.

Mellem hestesko og tørvetrillere

Ved FolkBaltica er det rigtig god, gammeldags - og især god - dansk spillemandsmusik, den står på. Der var premiere på museet Oldemorstoft i Padborg torsdag aften. Lørdag eftermiddag klokken 15.30 er der mulighed for at opleve besætningen på frilandsmuseet i Undevad i Angel, og søndag klokken 15 i Alte Eule i Kappel.

Tørvetriller, hestesko, gamle save, murerskeer, drejebænke og pressemaskiner... man kan ikke sige andet, end at omgivelserne på Oldemorstoft var perfekte til den genre - uden at der dog kom for megen halm i træskoene.

Tværtimod har Kristian Bugge og Mette Kathrine Jensen bragt den gamle danske folkemusik til torvs igen, og det på en måde, så mange nye lyttere har fået ørerne op for de store kvaliteter, der ligger i musikken. Danskerne behøver ikke kun at falde i spåner over folk-musik fra Irland og Skotland, for de har den mindst lige så god selv.

Udkant er fedt

Med koncerten kom vi rundt til udkants-danmark, og her tillader vi os at bruge det fortærskede ord som et superlativ. For det er i yderområderne, at folkemusikken har haft det rigtig godt og er blevet plejet: Thy, Fanø, Himmerland, Rebild, Læsø og så videre. Her skal der lidt mere til for at fortrænge traditionerne.

Der blev spillet i duo, trio, kvartet og kvintet. Der var hopsaer, polkaer, valse og viser. Egne melodier og melodier, der havde ligget i en skuffe, siden bedstefar var lille.

»Danish tunes«

Der blev spillet musik af Ewald Thomsen (1913-1993), der på sine ældre dage opnåede at blive statslønnet spillemand. Af en thybo ved navn Viggo Post. Af den sydfynske1700-tals komponist Rasmus Storm. Og musik ikke af, men fra en amerikaner, der har rødder i Vendsyssel, hvorfra han har taget den gamle spillemandsmusik med sig. Dwight Lamb hedder han, og han er 77 år.

Kristian Bugge og Mette Kathrine Jensen mødte ham på en festival i Minnesota og opdagede til deres store forbavselse, at han spillede gamle polkaer fra det jyske hovedland nordenfjords - i USA. Her var »the danish tunes« blevet dyrket og plejet i små hundrede år. Dwight Lamb fik en invitation til Danmark. Kristian Bugge og Mette Kathrine Jensen en ditto til USA. Og i august optræder de tre sammen ved Tønder Festival.

I Oldemorstoft spillede Bugge og Jensen en »Dwight-Polka« i duo under lidt andre forhold end dem, Mette Kathrine Jensen er vant til. I USA har Dwight Lamb blot spillet musikken på en enradet harmonika stemt i G.

Morten Alfred Høirup fik også lidt plads til at synge ind imellem og det uden mikrofon. Han lagde ud med guitar i sangen »Feltjægeren«, hvorpå klarinetten, bassen, violinen og til sidst harmonikaen sprang på for hvert vers - meget smukt. Hans sang gik bare ikke særlig stærkt igennem. Lidt lyrisk og meditativt blev det også til i et arrangement fra Thy med klarinet og harmonika, og det er jo ikke lige de kanter, man forbinder med en klarinet.

-Tak fordi I kom, og tak fordi I blev, sagde Morten Alfred Høirup.

Tak i lige måde.

(FolkBaltica: Koncert med Bugge & Jensen Jubilæumsband på Oldemorstoft i Padborg, torsdag aften.)