- MIDAS -
Med en tidstypisk blanding af senromantiske symfonier og slapstick lagde Sønderjyllands Symfoniorkester lydspor til to Chaplin-film i Det tyske Hus i Flensborg.

Med en tidstypisk blanding af senromantiske symfonier og slapstick lagde Sønderjyllands Symfoniorkester lydspor til to Chaplin-film i Det tyske Hus i Flensborg. (Foto: Hans Chr. Davidsen)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Rulleskøjter styrede musikken

Koncert

Der var stumfilm på lærredet i Det tyske Hus i Flensborg, mens Sønderjyllands Symfoniorkester synkront spillede original­msuikken fra to
Chaplin-film.

Hans Chr. Davidsen (hcd@fla.de)

man, 07. feb 2011, 21:15

FLENSBORG. Musik og film har alle dage hængt sammen - i hvert fald i alle filmens dage. Musikken er blevet brugt til at understrege det, der sker på lærredet. Til at skabe følelser og stemninger og til at få publikum til at gyse, når den onde kommer listende til lyden af nervepirrende musikalske effekter.

Engang sad der et orkester til at understøtte handlingen i enhver ordentlig biograf. Andre mere ydmyge steder måtte man nøjes med en klaverbokser.

Stumfilmskoncerten i Det tyske Hus fredag aften var måske nok en ny eller sjælden oplevelse for flere af os. Men for vore bedsteforældre var den slags ikke usædvanligt.

Den samme tid

På balkonen i Det tyske Hus kan man stadig læse med semi-gotiske bogstaver, at man ikke må læne sig ud fra balkonen over salen. Skriften står som et levn fra den tid, da den store koncertsal blev bygget som en gave til Flensborgs befolkning - som tak for, at flertallet havde stemt tysk.

Nogenlunde den samme tid, som koncertaftenens to stumfilm stammede fra: Charlie Chaplins klassikere »The Kid« fra 1921 og »The Rink« fra 1916.

Foran scenen sad Sønderjyllands Symfoniorkester under ledelse af den amerikanske dirigent Carl Davis og spillede den originale filmmusik synkront med filmene på det store lærred.

I filmen »The Kid« fortæller Chaplin en rørende historie om en lille dreng (spillet af den senere Hollywoodstjerne Jackie Coogan), der sammen med Chaplins vagabond prøver at skaffe til dagen og vejen med smårapserier og svindelnumre.

Motorik og komik

Historien handler om kærlighed mod alle odds, og filmen var Chaplins første forsøg med at producere en film i fuld spillefilmslængde. Det lykkedes, og selv den dag i dag står »The Kid« som en af filmhistoriens store klassikere.

Den kortere og mere traditionelt komiske »The Rink« handler om vagabonden som tjener, der i en pause forvilder sig ud på en rulleskøjtebane. I filmen viser den tidligere vaudevilleklovn Charlie Chaplin sit fuldstændig forbløffende talent for motorisk komik - det er ikke småting, Chaplin får ud af et par rulleskøjter.

Det var en fascinerende tur i tidsmaskinen tilbage til stumfilmens gyldne æra. En aften både for dem, der mest er til film og dem, der mest er til symfonisk musik.

Pauker og slåskamp

Men aftenens største aha-oplevelse må nok gå til den del af publikum, der knap så tit går til koncerter.

Mens man kunne sidde og være totalt opslugt af filmenes handling, må den del af publikum også være blevet fascineret over, hvor meget man egentlig kan med symfonisk musik. Hvilke stemninger, man kan bygge op. Hvor meget man kan få spændingskurven til at stige. Og hvor meget, man kan hjælpe handlingen på vej med strygere, blæsere og slagtøj til de rigtige sekvenser. Pauken buldrede - og der var slåskamp. Strygerne spillede blidt - og der var tætte følelser mellem to mennesker.

Dirigenthvervet var lagt i hænderne på en ekspert. Carl Davis har skrevet musik til mere end 100 film og tv-serier, blandt andet »Den franske løjtnants kvinde«, og han har arbejdet sammen med Paul McCartney om eks-beatlens symfoniske værk, »A Liverpool Oratory«.

I de senere år har Carl Davis specialiseret sig i at genskabe 1920ernes store stumfilmsklassikere.

At skulle svinge taktstokken og følge med i fimen på samme tid - det må være sin kunst.

(Stumfilmskoncert med Sønderjyllands Symfoniorkester i Det tyske Hus, fredag aften. Dirigent: Carl Davis. Arrangører: Sydslesvigsk Forening og Flensburger Kurzfilmtage.)