- MIDAS -
Der var trangt, da Nephew stod på scenen i Max. Koncerten kunne have solgt mindst det dobbelte, hvis der havde været mere plads. Publikums fornøjelse var højlydt.

Der var trangt, da Nephew stod på scenen i Max. Koncerten kunne have solgt mindst det dobbelte, hvis der havde været mere plads. Publikums fornøjelse var højlydt. (Foto: Lars Salomonsen)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Kontrolfreak på den fede måde

Anmeldelse

Rollefordelingen var klar. Nephew leverede varen, og publikum kvitterede. Kvamm er en mester i positiv massesuggestion.

Hans Chr. Davidsen (hcd@fla.de)

fre, 17. dec 2010, 22:15

FLENSBORG. - Jeg vil sige det med det samme. Jeg tager den frihed at tale dansk. Jeg anerkender, at vi er i udlandet, men vi har alle dansk pas med!

Sådan.

Og sådan sprang Nephew over i »Mexico ligger i Spanien«, da Danmarks største rock­orkester (i hvert fald de seneste fem-seks år) torsdag aften fik hele diskoteket Max til at hoppe og springe i Flensborg. Publikum var højlydt fornøjet lige fra starten.

Men man var trods alt i Tyskland. I Danmark er det næsten et must at have lyssværd med ind til Nephews koncerter. Ved indgangen til Max havde de veltrimmede vagter ikke fået besked om denne særlige skik, og flere danskere måtte derfor til deres store overraskelse lade sværdene stå udenfor.

Men der var heller ikke megen plads til overs i Max, hvor der er plads til godt 300 mennesker. Alt udsolgt - og der kunne med sikkerhed være solgt både det dobbelte og det tredobbelte antal billetter.

Nephew har sunget sig ind på danskernes cd-hylde eller iTunes-samling. Sprøjtet det ene hit ud efter det andet. Sprængt skalaen - som forgrundsfiguren Simon Kvamm hver gang fører regnskab over publikums tilfredshed. Og sådan gik det også i Flensborg. Her er virkemidlet endnu ikke slidt.

Mange talenter

Fra et pænt syv-tal midt i koncerten førte han - og publikum - den frem til ti mod slutningen af koncerten. Det kan man da kalde for positiv massesuggestion. Og den virker sørme.

Efter den nye mørke sang »Det her sker bare ikke?« og det aldeles herlige nummer »D.T.A.P.« (»Du stemmer på rød. Men betaler Sort. Du siger, tolerance er en dyd. Men din egen lunte er kort«) var der ved ikke at ske så meget, og så var det, at Simon Kvamm greb til sit trick. For når man ligger på et godt syv-tal, vil man da gerne op på ti, og når man nu havde betalt en pæn klat for billetten, og der stod glade og flere steder også frække chicks og friske fyre meget tæt op ad én, ja så var der jo kun ét at gøre. Rollefordelingen var klar. Nephew leverede varen, og publikum kvitterede.

Den trange scene levnede ikke plads til de store dikkedarer, men forføreren Simon Kvamm udnyttede nogle af sine mange talenter med veloplagt deadpan-komik og hans selvironiske kontrolfreak-facon. Han er et spændende paradoks af en distanceret ironiker og en selviscenesættende entertainer. Hans mimik og timing var som sædvanlig ganske underholdende - også selv om man måtte have set ham vende og dreje indgangene på en anden måde ved danske festivaler og koncerter.

- Nu har vi de seneste uger holdt på parkeringspladser rundt om i Tyskland, hvor vi har ventet på beskeden: Skal vi nu spille, eller skal vi ikke spille, lød det fra Kvamm.

Ikke blot en hentydning til vejret, men også til diverse tyske forsangere lagde sig syge med ondt i halsen, just som der skulle være fælleskoncert.

- Men én ting var helt sikkert, og det var Flensborg! Og da vi rullede ind i byen og så den der fuldstændig karisma-forladte havn, så tænkte vi: Det er 1. division, råbte Kvamm.

Selvtillid i stemmen

Men det var »Superliga«, og Kvamm sang som altid med en markant selvtillid i stemmen. Som i »New Year s Morning«, der i live-version var væsentligt bedre end på albummet. Og den inderlige udgave af den desperate »Sov for satan mand« eller gedigne versioner af »A Wannabee Darth Vader« og den gamle single »Interkom kom ind«.

Men å ja, Nephew har også skeptikere. Intellektuelle, feinschmeckere og folk, der godt kan lide at gøre opmræksom på sig selv. De var sandt for dyden ikke at finde i Max, hvor det eneste, man kunne være utilfreds med, var, at Nephew måske ikke lige spillede ens yndlingssang. Og man må blot konstatere, at der lige nu ikke er noget andet dansk band, der kan samle så meget, som Nephew kan. Og det at samle er ikke blevet nemmere med tiden, skulle jeg hilse og sige.

Sydslesvigsk Forening og Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger var med på sidelinjen ved Nephew-koncerten. Arrangør var firmaet Mittendrin. SSF og SdU tilbød sine medlemmer rabat til koncerten og havde i øvrigt koncerten med i foreningens fællesannonce med koncerter. Denne koncert kunne også med succes have været afholdt i Idrætshallen, hvor der er plads til langt flere mennesker - og med mindretallet som hovedarrangør.

(Koncert med Nephew i Max i Flensborg torsdag aften. Support: Alias Caylon fra Flensborg)