- MIDAS -
Hun er født Andrea Fuentealba Valbak, men skiftede i 2005 navn til Medina Danielle Oona Valbak efter at have besøgt en numerolog.

Hun er født Andrea Fuentealba Valbak, men skiftede i 2005 navn til Medina Danielle Oona Valbak efter at have besøgt en numerolog. (Foto: FlA)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Medina kommer til Flensborg

Topnavn

Koncertarrangøren Mittendrin har hentet endnu et dansk topnavn til Flensborg. Seks-dobbelt vinder af Danish Music Awards giver koncert i Max i marts 2011.

Hans Chr. Davidsen (hcd@fla.de)

tor, 25. nov 2010, 22:15

FLENSBORG. Den seks-dobbelte vinder ved Danish Music Awards 2010, Medina, kommer til Flensborg. Tirsdag den 22. marts giver den dansk-chilenske pop- og R&B-sangerinde koncert i diskoteket Max på Schiffbrücke.

Koncertarrangøren Mittendrin har ladet nyheden slippe ud på Facebook, hvor også nyheden om Nephews' koncert i Max den 16. december blev annonceret som det første sted.

Med Medina og Nephew er der i Flensborg ved at komme gang i den del af dansk kulturliv, der hedder rytmisk musik. Det sker med den private koncertarrangør Mittendrin som motor. Det danske mindretals to store organisationer, Sydslesvigsk Forening og Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger, er kun med på sidelinjen.

- Vi får medlemsrabat til vore medlemmer og kører koncerten med Medina med i vore fællesannoncer. Det samme gælder også for koncerten med Nephew, siger Sydslesvigsk Forenings kulturkonsulent, Boris Erben.

Musik på små spillesteder

Sydslesvigsk Forening er dog gået offensivt ind i arbejdet for at få flere mindre kendte navne, men ofte newcomers til de mindre spillesteder som Volksbad og Kühlhaus. I oktober gæstede bandet »The Floor Is Made Of Lava« således Volksbad, og på torsdag giver poprock-gruppen »Ginger Ninja« koncert i Kühlhaus.

Medina topscorer

Medina brød igennem med albummet »Velkommen til Medina« i 2009. Det indbragte hende fem Danish Music Awards i år: »Årets danske album«, »Årets danske kvindelige kunstner«, »Årets nye danske navn«, og »Årets danske sangskriver (sammen med producerteamet Providers)«.

Desuden fik hun en award i kategorien »Årets danske hit« for singlen »Vi to«. Den sjette pris, »Årets Danske Producer«, modtog hun sammen med Providers.

Mittendrin, der har sæde i Flensborg, har i øvrigt skaffet et andet stort dansk navn til området. Den 30. marts næste år giver Tina Dico koncert på Kiel Slot efter at have gæstet Flensborg flere gange de senere år. Mittendrin bruger især Facebook til at annoncere sine koncerter. Koncerten med Nephew solgte stort set sig selv.

Der har været udsolgt i adskillige uger, og hundredevis er løbet forgæves efter billetter. Koncerten kunne sagtens have været henlagt til Det tyske Hus eller Campushalle, hvor der er langt mere plads end i Max. Flensborg Avis har forgæves forsøgt at få Mittendrins kommentar til, hvorfor agenturet ikke vælger at flytte de populære koncerter til steder, hvor der kan sælges flere billetter, men det lykkedes desværre ikke.

Billetter til koncerterne med Medina og Tina Dico kan købes på Eventim og Ticketmaster.