- MIDAS -
Onkel Wanja spilles af André Eckner i Landestheaters opsætning af Tjekhovs klassiker.

Onkel Wanja spilles af André Eckner i Landestheaters opsætning af Tjekhovs klassiker. (Foto: Landestheater)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

De røvkeder sig

Anmeldelse

Ingen er lykkelige, og ingen vil være dér, hvor de er. De smukke bliver forelsket i de smukke, og de grimme får ingenting. Nogle drikker, og andre rejser væk. Landestheater viser en tung udgave af Tjekhovs "Onkel Wanja".

Hans Chr. Davidsen (hcd@fla.de)

søn, 18. apr 2010, 22:15

RENDSBORG. Tiden er gået. Livet smuttet. Og toget kørt.

Da professoren fortæller, at han agter at sælge godset, går onkel Wanja fuldstændig i spåner. Professoren trækker tæppet væk under onkel Wanja, der har levet sit liv på godset. Men hvilket liv?

Onkel Wanja - og flere andre - har gået i søvne. Ladet stå til. Konsolideret sig i den kedsommelige tryghed i stedet for at tage chancen med alle de risici, den indebærer.

Anton Tjekhovs over 100 år gamle stykke "Onkel Wanja" taler også til det moderne menneske. I centrum står Wanja, en mand, der er over halvvejs i livet uden dog rigtig at have levet. Og selv om Tjekhov knap så meget går op i skylden, så har hans figurer kun sig selv at takke for, at de ikke fik mere ud af tiden.

Selv hans alter ego - lægen Mikhail Astrow - er idealisten, der er blevet illusionsløs, halv-kynisk og inderst inde dybt ulykkelig.

Farvel til instruktør

Sæsonen lakker mod enden på Landestheater, og skuespilchefen Susanne Ebert nåede lige at få instrueret Tjekhovs klassiker, inden hun til sommer siger farvel og tak efter ti år på teatret. Den ny generaldirektør, Peter Grisebach, har ikke forlænget hendes kontrakt, så derfor blev premieren i Rendsborg også publikums farvel til Susanne Ebert.

At sige farvel med Tjekhovs "Onkel Wanja" er ikke ligefrem noget festfyrværkeri. Tjekhov er det stille teater, hvor skuespillerne enten står i profil eller ansigt til ansigt med publikum, det er pausernes teater, og teater om fremmedgørelse og en af menneskenes største ulykker: De taler forbi hinanden.

Susanne Ebert slipper hæderligt fra iscenesættelsen. På den ene side har man set instruktører drukne Tjekhov i naturalisme. På den anden side er der de instruktører, der elsker at bevæge sig i området mellem at modernisere og maltraktere.

I Landestheaters version får man varen uden alt for mange tilsætningsstoffer. Russiske bedsteborgere befinder sig langt ude i provinsen, hvor de røvkeder sig. Ingen er lykkelige, og ingen vil være dér, hvor de er. De smukke bliver forelsket i de smukke, og de grimme får ingenting. Nogle drikker, og andre rejser væk. Den pensionerede professor Alexander Serebrjakow (Frank Höhnerbach) er en middelmådighed, der ikke har ret meget andet i tankerne end sin egen person. De andre på godset har ventet på hans hjemkomst. Ofret sig i mange år - føler de. Men til hvilken nytte? Med professorens salg af godset, bliver de konfronteret med deres lede ved livet og mangel på handlekraft.

Tragisk klovn

André Eckner skaber sig, stamper i gulvet som et arrigt barn og bider i gulvtæppet i sin rolle som Onkel Wanja, der gerne vil have fingrene i professorens unge kone (Sabine Gehre). Hun har dog et godt øje til den desillusionerede naturforkæmper Astrow (René Rollin), som også tiltrækker professordatteren Sonja (Andrea Beckmann) fra professorens første ægteskab.

André Eckner er skabt til rollen som denne tragiske klovn med bøjet nakke, men kunne godt bide lidt mere til den. Langt klarere står René Rollin i rollen som Astrow. Sabine Gehre viser med sit spil resterne af et liv, der endnu er ungt, mens Andrea Beckmann fremmaler tragedien i et liv, der aldrig rigtig er begyndt. Den eneste søde er den gamle Marina (Brigitte Lehner), der blot hygger og strikker.

Nogle gange bliver det hele lidt for besk og lidt for tungt og lidt for lidt komedie. Helt inderligt vedkommende og underholdende bliver det ikke, og det kunne det sagtens have været. Men Tjekhovs stykke er langtidsholdbart, og skuespillet udmærket.

Schleswig-Holsteinisches Landestheater: Onkel Wanja - af Anton Tjekhov. Instruktion: Susanne Ebert. Premiere på Rendsborg Teater fredag aften.

Hans Christian Davidsen

hcd@fla.de