- MIDAS -
Så blev der skrevet under på samarbejdsaftalen. Fra venstre er det Wolfgang Schulz, Hans-Peter Seeger fra Namibia, Ulrike Bischoff-Parker, Waltraud Wende og Horst Biedermann.

Så blev der skrevet under på samarbejdsaftalen. Fra venstre er det Wolfgang Schulz, Hans-Peter Seeger fra Namibia, Ulrike Bischoff-Parker, Waltraud Wende og Horst Biedermann.

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Samarbejde med skole i Namibia

Læreruddannelse

Man bliver ikke en god lærer ved kun at sidde på skolebænken. Praktik, og gerne under helt andre himmelstrøg, ruster de unge lærerspirer til livet bag katederet.

Tilla Rebsdorf (tr@fla.de)

ons, 19. okt 2011, 19:15

FLENSBORG. I går satte universitetspræsident Waltraud Wara Wende og skoleleder Hans-Peter Seeger fra Waldorf School Windhoek deres underskrifter på en samarbejdsaftale.

Det er en aftale, der åbner dørene for universitetets lærerstuderende på 5. semester, der vil prøve kræfter bag katederet i et helt andet land.

De første praktikanter sendes afsted i foråret næste år, og det kan blive starten på en lagt større samarbejdsaftale mellem Forbundsrepublikkens nordligste universitet og skoleverdenen i den gamle koloni, der engang hed Deutsch Südwest Afrika.

I forvejen har de lærerstuderende mulighed for at prøve kræfter med undervisningen og elever i en skole i Ghana, og de otte uger, som opholdet varer, er en kæmpe udfordring og en opgave, der kræver solid forberedelse.

- For her passer teori og praksis ikke altid sammen. Du kan stå med de fineste plancher og planer for timen, men det skal omsættes i praksis og tilpasses børn, der er vant til andre metoder og pædagogik. Det kræver kreativ tænkning og fleksibilitet, fortæller præsidenten, der har hørt om de udfordringer, de unge står over for i det afrikanske land.

En Waldorf-Schule

Et ophold i Namibia bliver næppe helt så forskelligt fra hverdagen her. Det tyske islæt i det afrikanske land er stadig tydeligt, selv om tyskerne og deres efterkommere kun tæller en brøkdel af befolkningen.

Aftalen er lavet med en Waldorf-Schule i Windhoek, som for 12 år siden blev oprettet af tysktalende forældre. I dag er blot 30 procent af eleverne hvide, mens resten kommer fra andre befolkningsgrupper. Det betyder store sociale forskelle, men også, at der tales mange sprog på skolen, både tysk, engelsk og afrikaans, men også de lokale sprog som herero eller oshindonga.

- Vi mærker, at forældrene gerne vil, at børnene kan klare sig godt på tysk. Mange har stadig en tæt forbindelse til Tyskland, fortalte skolelederen.

Han tror også at de mange sprog bliver en udfordring for de unge lærerspirer fra Flensborg, ligesom de kulturelle forskelle kommer til at spille en væsentlig rolle.

- Det modner de unge og ruster dem, mente direktør i Zentrum für Lehrerbildung, Wolfgang Schulz.

Waldorf-skolerne arbejder ud fra deres egen pædagogik, og selv om Flensborg ikke uddanner Waldorf-skolelærere, så kan man godt lære af hinanden. I Windhoek tager skolen elever op til 13. årgang, her er pasningsordninger, uddannelsesværksteder og skolehjem.

Økonomien under et praktikophold klares gennem universitetet, stipendier og støtteforeningen.