- MIDAS -
SSWs gruppeformand i landdagen, Anke Spoorendonk.

SSWs gruppeformand i landdagen, Anke Spoorendonk. (Foto: Martina Metzger)

Alle gode gange er seks for SSW

Valg

Denne gang deltager Anke Spoorendonk på egen SSW-billet, når der skal vælges en ny forbundspræsident.

Raning Krueger (rk@fla.de)

tor, 17. jun 2010, 22:00

KIEL. Den 30 juni skal SSWs gruppeformand i landdagen, Anke Spoorendonk, til Berlinfor at vælge Tysklands ny statsoverhoved, forbundspræsidenten.

I år er det sjette gang, at et SSW-medlem er medlem af Forbundsforsamlingen, som skal vælge den ny forbundspræsident. Men denne gang er det alligevel noget særligt, fordi SSW nu får et eget mandat, idet partiet med sine fire mandater efter landdagsvalget nu har regulær gruppestatus. Tidligere var det SPD, der overlod en plads i Forbundsforsamlingen til SSW.

- Jeg føler også det historiske i det, når SSW takket være det næstbedste valgresultat ved landdagsvalget nu får en plads i Forbundsforsamlingen af egen kraft og med egen stemme, siger Anke Spoorendonk, der endnu ikke vil røbe, hvem hun agter at stemme på.

- SSWs landsstyrelse har sendt et brev med spørgsmål til alle tre kandidater. Det er en rigtigt god ide at høre, hvordan kandidaterne står til mindretallene og deres rolle i samfundet. Når svarene foreligger, vil vi drøfte kandidaterne i landsstyrelsen. Men jeg har naturligvis mine personlige sympatier, siger Anke Spoorendonk.