- MIDAS -
Amtmandsgården i Rendsborg emmer at atmosfære. Ved tidligere koncerter har der været fuldt hus, men denne gang var der plads nok.

Amtmandsgården i Rendsborg emmer at atmosfære. Ved tidligere koncerter har der været fuldt hus, men denne gang var der plads nok. (Foto: Hans Christian Davidsen)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Jazzens englelyd

Anmeldelse

Amtmandsgården i Rendsborg var tyndt besat, da Jeppe Smith-Olsen og Søren Kristiansen kom med deres kærlighedserklæring til danske salmer.

Hans Chr. Davidsen (hcd@fla.de)

man, 15. mar 2010, 22:15

RENDSBORG. For et år siden var det næsten ikke til at få en plads, da den blinde pianist Willy Egmose spillede med sin trio i Amtmandsgården i Rendsborg.

Denne gang kom trioens bassist, Jeppe Smith-Olsen, med pianisten Søren Kristiansen. Og hvor Søren var alle menneskerne henne? Så de fodboldkamp i fjernsynet, eller var det gået deres næse forbi, at der var koncert?

Nu har der ellers i flere år været velbesøgte koncerter i Amtmandsgården, hvor der altid plejer at ligge sangbøger fremme på bordene, så publikum også kan yde deres bidrag til en god aften.

De få, der kom, fik dog en god aften i selskab med Jeppe Smith-Olsen og Søren Kristiansen. Koncerten bød især på velarrangerede jazzkoraler - salmer, der er sat jazz til. Dette er mere en kærlighedserklæring til salmerne end et oprør.

Grundtvigs og Laubs »Giv mig Gud, en salmetunge« og »Lysets engel går med glans« af Weyse og Ingemann var to af aftenens salmer. Man sad og tænkte tilbage til barndommens morgensang i skolen, den morgensang som vel stort set er ikke-eksisterende i den danske folkeskole i dag.

Måske kommer den tilbage en dag.

Jeppe Smith-Olsen og Søren Kristiansen har en fin sans for at finde den gode melodi i den danske salmetradition og den folkelige sang - som i »Svantes lykkelige dag«, der har måttet lægge ryg til meget. Jeppe Smith-Olsens bas klinger allersmukkest i den balladelignende nordiske stil, og duoens frihed til at lege med materialet - som jo er jazzens vej - får os til at opleve kendte melodier som nye og dugfriske - som i »Jeg ser de bøgelyse øer« eller Carl Nielsens »Tit er jeg glad«.

Det var englelyd fra jazzens håndværkere.

Koncert med Jeppe Smith-Olsen (bas) og Søren Kristiansen (flygel) Duo i Amtmandsgården i Rendsborg, torsdag aften. Arrangør: Sydslesvigsk Forening.