- MIDAS -
Generalkonsul Henrik Becker-Christensen har aldrig haft grund til at fortryde, at han sagde ja til stillingen som den danske repræsentant i Flensborg.

Generalkonsul Henrik Becker-Christensen har aldrig haft grund til at fortryde, at han sagde ja til stillingen som den danske repræsentant i Flensborg. (Foto: Povl Klavsen)

Han kender hver en krog i mindretallet

Fødseldag

Den danske stats øjne og ører i grænselandet, generalkonsul Henrik Becker-Christensen, fylder 60 på torsdag.

Mads Bruhn (mb@fla.de)

tirsdag, 09. feb 2010

FLENSBORG. - En ung mand bliver den ny generalkonsul i Flensborg.

Sådan lød en af avisoverskrifterne i sensommeren 1998, da den daværende direktør for Institut for Grænseregionsforskning i Aabenraa, Henrik Becker-Christensen, som 48-årig blev udnævnt til dansk diplomat i grænselandet efter netop afdøde H. P. Clausen.

- Vel var det en ret ung alder for en generalkonsul, men jeg var nu ikke den yngste. En af mine forgængere, Troels Fink, var såmænd et år yngre, da han tilbage i 1959 satte sig i konsulstolen, siger Henrik Becker-Christensen, der på torsdag fylder 60.

Fødselaren lægger ikke skjul på, at netop Troels Fink var haft stor betydning for hans personlige løbebane. Året efter at have forladt posten i Flensborg i 1975 fik Troels Fink oprettet Institut for Grænseregionasforskning, og han hentede den dengang 26-årige historiker til instituttet.

Her startede han som yngste videnskabelige medarbejder for at slutte af som instituttets direktør.

- Man kan godt sige, at jeg allerede dengang uden at ane det begyndte min læretid som senere generalkonsul. Så jeg var rimeligt godt rustet, da jeg i 1998 blev spurgt, om jeg var interesseret i stillingen i Nordergraben i Flensborg, konstaterer Henrik Becker-Christensen.

Som en fisk i vandet

Den snart 60-årige, der er cand. phil. fra Aarhus Universitet (1974) og dr. phil fra Odense Universitet (1990), blev da også især udnævnt på baggrund af en omfangsrig og alsidig videnskabelig produktion med særlig fokus på tre hovedværker om skandinavismen, det tyske mindretal i Nordslesvig og dansk toldhistorie.

- Der krævede ikke lang betænkningstid at takke ja, og jeg har aldrig fortrudt beslutningen. Jeg føler mig ganske enkelt som en fisk i vandet, og min hustru er ikke mindre glad for at være i Flensborg, understreger generalkonsulen.

Selv om han ikke selv vil indrømme det, så må han være den enkeltperson med det største kendskab til det danske mindretals mange hjørner og afkroge. Han er altid inviteret med, når mindretallets forskellige bestyrelser holder møde.

- Man kan sige, at jeg er født medlem, men uden stemmeret, forklarer Henrik Becker-Christensen.

Han er født og opvokset i et lægehjem Vejle og fik allerede som dreng grundlagt sin store interesse for historie i almindelighed og Sønderjyllands historie i særdeleshed. Alle sommerferierne blev tilbragt i Mommark på Als, hvorfra det blev til mange og lange ture rundt i grænselandet.

Nærkontakten

Spørger man fødselaren om det bedste ved jobbet som generalkonsul, kommer svaret promte: Nærkontakten til det danske mindretal og de mange og gode kontakter til den tyske flertalsbefolkning.

- Netop de nære menneskelige relationer til landsmænd gør embedet i Flensborg til noget helt særligt i dansk undenrigstjeneste, fastslår Henrik Becker-Christensen.

- Det er en stor berigelse for både min hustru og mig, siger han.

Som diplomat i grænselandet fungerer han ikke mindst som den danske stats øjne og ører syd for grænsen, og det kræver jævnlige indberetninger, som det hedder i udenrigstjenestens sprogbrug, til såvel regering som folketing.

- Det lyder nu mere dramatisk og hemmelighedsfuldt, end det i virkeligheden er, forsikrer generalkonsulen uden og at ville røbe et eksempel på, hvad han konkret har indberettet i årenes løb.

Med hinanden

- De glædelige ting er i heldigvis i overtal efter, at man i grænselandet har bevæget sig fra et mod hinanden til et med hinanden.

Som tydelige eksempler på dette med hinanden nævner han blandt andet fælles mindehøjtideligheder i anledning af historiske begivenheder, dansk og tysk for få år siden ikke kunne blive enig om, men også øn-

sket om at føre Istedløven tilbage til Flensborg.

- Det er værd at hæfte sig ved, at alle gruppeformænd i byrådet har udtrykt dette ønske. Vel at mærke uden, at man fra dansk side har presset på i dette spørgsmål, understreger Henrik Becker-Christensen.

En sluttet kreds

Den runde dag markeres under private former, men det er dog blevet til omkring 170 indbudte gæster i den rummelige konsulbolig over generalkonsulatet.

- Privaten lige ved arbejdspladsen er også en dejlig ting. Den ligger centralt, tæt på SSF, SSW, biblioteket, kirken og Skoleforeningen, og den er så stor, at den ved visse lejligheder også kan fungere som en slags dansk forsamlingshus, siger Henrik Becker-Christensen.

Selv om han som diplomat skal være tilbageholdende med offentlige udtalelser, så kan Henrik Becker-Christensen dog godt lokkes til et enkelt råd til mindretallet.

- Mindretallets organisationer bør samtænke en mere bevidst strategi i bestræbelserne på at gøre sig bemærket blandt almindelige danskere. Men det betyder ikke ubetinget, at mindretallet nu skal blande sig i den indenrigspolitiske debat nord for grænsen, fastslår han.