af

Ritzau Nyhedsbureau

Støjberg til EU: Der er brug for grænsekontrol i den virkelige verden

Til syvende og sidst beslutter Danmark, om vi skal bevare grænsekontrollen, siger Støjberg ved EU-møde.
Til syvende og sidst beslutter Danmark, om vi skal bevare grænsekontrollen, siger Støjberg ved EU-møde.

I den virkelige verden har Danmark foreløbig brug for at blive ved med at have grænsekontrol.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) torsdag ved ankomsten til EU’s indenrigsministermøde i Bruxelles.
Her har hun samtidig bedt om et bilateralt møde med EU’s migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos.
Han vil have den danske grænsekontrol stoppet senest om et halvt år.

Læs mere:Tyskland indfører grænsekontrol op til G20-mødet
Støjberg vil sige til EU-kommissæren, at hun er meget tilfreds med, at Danmark kan forlænge den midlertidige grænsekontrol frem til 12. november.
Men hun vil samtidig understrege, at Danmark ikke er på vej til at droppe den.
– Til syvende og sidst er det Danmark, der beslutter sig for, om vi skal bevare grænsekontrollen, siger Inger Støjberg på vej ind til EU-mødet.
– Det er klart, at der er nogle Schengen-regler også. Men det må nødvendigvis være sådan, at vi melder os ind i den virkelige verden.
– Og i den virkelige verden er der behov for grænsekontrol, så længe der ikke er styr på de ydre grænser til EU, siger hun.
Sverige, Norge, Tyskland og Østrig har også indført midlertidig grænsekontrol som følge af migrationskrisen.

Læs mere: Grænsekontrol kan fortsætte til november
EU-Kommissionen mener omvendt, at der er ved at være så meget styr på situationen, at de indre grænser snart kan åbnes igen.
Men i takt med at grænsekontrollen udfases, kan landene indføre andre tiltag, opfordrer EU-Kommissionen.
De kan måske endda kan vise sig at virke bedre end stationær kontrol, lyder det.
EU-Kommissionen peger på, at landene for eksempel kan styrke politiets kontrol i grænseområder og ved populære rejseruter.
Danmark indførte grænsekontrol 4. januar sidste år. Den er siden forlænget flere gange.
Schengen-reglerne tillader midlertidig grænsekontrol mellem medlemslandene i helt ekstraordinære situationer i op til to år.

kommentar
deling del

Skriv et svar