af

Jørgen Møllekær

Et forstemmende valg

Den tyrkiske folkeafstemning, der angiveligt gav et knebent ja på 51,4 procent til præsident Erdogan, splitter langt fra kun internt i Tyrkiet.

Nok så interessant for os andre – der befinder os langt væk fra Istanbul og Ankara – er det, hvordan de herboende tyrkere har forholdt sig. Som bekendt opstod der ikke mindst i Tyskland en ophedet debat om tyrkiske ministres forsøg på at ville føre valgkamp for de valgberettigede tyrkere primært i Tyskland. Nu, hvor vi kender resultatet, er den del af valgresultatet mindst ligeså forstemmende.

Hvordan går det egentlig lige med integrationen af denne største udlændingegruppe, når næsten to ud af tre tyrkere i Tyskland tilsyneladende foretrækker en stærk enehersker a la Erdogan?
Jørgen Møllekær

I Tyskland stemte 63 procent af de tyrkere, der havde afgivet deres stemme, ja til de 18 forfatningsændringer, der i nogle delskridt giver Erdogan mere og mere magt. I Danmark var det godt 60 procent af dansk-tyrkerne, der også bakker op om Erdogans udemokratiske omgang med sit land.

Det er ganske enkelt deprimerende at måtte notere sig, at flertallet af de tyrkere, der har levet i årevis på vore breddegrader, ikke i højere grad har taget vore værdier til sig. Lighed for loven, ens personlige frihed og retten til at være uenig er helt indiskutable grundpiller i et vestligt værdisæt.

I Tyskland er diskussionen allerede i fuld gang efter søndagens tyrkiske valg: Hvordan går det egentlig lige med integrationen af denne største udlændingegruppe, når næsten to ud af tre tyrkere i Tyskland tilsyneladende foretrækker en stærk enehersker a la Erdogan? 
Kigger man hen over et Europakort, hvordan de tyrkiske mindretal rundt omkring har stemt, er billedet faktisk ikke entydigt.

I vidt forskellige lande som Sverige, Finland, Storbritannien og Spanien var det tyrkiske flertal imod Erdogans planer.

I Spanien havde hele 87 procent af de afgivne stemmer et kryds ud for »Hayir« (nej). Forskellene kan skyldes mange tilfældigheder, der ikke er indbyrdes sammenhængende eller forklarlige. Det ændrer ikke ved, at der gør en verden til forskel, om man bor i et land med et frivilligt indvandret mindretal, der respekterer det nye lands værdier, som disse tyrkiske mindretal er flyttet til for at slå sig ned i varigt.

Mange steder har vi boet dør om dør siden 60erne. Hvis vi her 50 år efter ikke har integreret denne befolkningsgruppe bedre, end tilfældet tilsyneladende er, kan det være svært at fortænke nogen i at råbe vagt i gevær.
Jørgen Møllekær

Valgresultatet, der allerede nu anfægtes ikke bare af den (lille) indre tyrkiske opposition, men også af de uvildige udenlandske valgobservatører, splitter os ad. Ikke kun i vores overordnede forhold til et land, der nu vil gå endnu længere væk fra demokrati og henimod diktatur. Den dimension alene indebærer mange risici for os allesammen. Tyrkiet vil nu måske indføre dødsstraf.

Sker det, må det herefter også være endegyldigt og officielt slut med at lade som om, at vi fortsat er i dialog med Tyrkiet om at indtræde i EU-fællesskabet på et tidspunkt. Men også i den mere daglige og nære kontekst vil søndagens såkaldte frie valg trække spor hos os. I mange lande udgør tyrkerne den største gruppe indvandrere befolkningsmæssigt.

Mange steder har vi boet dør om dør siden 60erne. Hvis vi her 50 år efter ikke har integreret denne befolkningsgruppe bedre, end tilfældet tilsyneladende er, kan det være svært at fortænke nogen i at råbe vagt i gevær.

Vi kan fint leve med mange forskellige kulturer og respektere hinandens behov for at fastholde en stor grad af forskellighed. Men rummeligheden når sin grænse, hvis vi er ved at være derhenne, hvor vi selvkritisk bør diskutere, hvorvidt dette eller andre tilvandrede mindretal reelt respekterer de grundlove, som gælder og fortsat skal gælde på vore breddegrader.

De færreste ønsker at stille krav om ubetinget assimilation, men lysten til at leve oprigtigt sammen afhænger ikke mindst af, om vi som udgangspunkt kan være enige om, at alle sammen ubetinget går ind for vores hårdt tilkæmpede demokrati. Vores demokrati er ikke til forhandling.

kommentar
deling del

Skriv et svar