af

Bianca Kirkeby

Pilot og meteorolog kæmper om at blive Tysklands første kvindelige astronaut

11 tyske mænd har allerede været i rummet – men der har endnu ikke været nogen tysk kvinde.

Det vil et privat projekt kaldet ”Die Astronautin” – som oversat til dansk betyder ”Den kvindelige astronaut” – lave om på. Projektet vil sende en tysk kvinde på en mission på den internationale rumstation – også kaldet ISS, som står for International Space Station.

Flere end 400 kvinder ansøgte om at blive Tysklands første kvindelige astronaut til at starte med. Siden er ansøgerne blevet skåret fra baseret på forskellige tests, så der blot har været seks kvinder tilbage indtil i dag.

En jury af eksperter inden for rumfart besluttede i Berlin onsdag eftermiddag, hvem de to finalister er.

Et af medlemmerne af juryen er tidligere astronaut Ulrich Walter.

– Vi tyskere må være stolte af begge disse personer, sagde Ulrich Walter i Berlin ifølge dpa.

Du kan se Ulrich Walter udråbe de to kvinder som finalister i klippet herunder.

Pilot og meteorolog starter astronaut-uddannelse

Finalisterne er en pilot fra Köln og en meterolog fra Bonn.

31-årige Nicola Baumann er én ud af blot tre kvinder i Tyskland, der kan flyve et kampfly, der hedder Eurofighter. Ved siden af arbejdet har hun taget en uddannelse indenfor maskinindustri.

– Målet har altid været verdensrummet, har Nicola Baumann sagt i et interview med den tyske avis Der Tagesspiegel.

Nicola Baumanns konkurrent er 33-årige Insa Thiele-Eich.

Insa Thiele-Eich til venstre og Nicola Baumann til højre foran Brandenburger Tor i Berlin onsdag. Foto: Michael Kappeler/dpa.

Insa Thiele-Eich har i sin forskning haft fokus på at forbedre forudsigelsen af vejr- og klimaforhold. Det handler blandt andet om vand- og energiudvikling mellem jord, planter og atmosfære. Derudover er hun videnskabelig koordinator på det meteorologiske institut på universitetet i Bonn.

Begge kvinder skal nu i gang med en uddannelse som astronaut. Derefter bliver en af dem sendt ud i rummet som Tysklands første kvindelige astronaut i 2020 – sådan lyder planen i hvert fald.

Piloten og meteorologen.

  • Begge kvinder er gift.
  • Insa Thiele-Eich har to døtre.
  • Nicola Baumann står på ski, kører på mountainbike, kitesurfer og dykker i sin fritid.
  • Insa Thiele-Eich hobbyer er at klatre, fotografering og klaverspil.

Kilde: “Die Astronautin.”

Finansieringen af “Die Astronautin” er ikke i mål

”Die Astronautin” mangler stadig den nødvendige mængde penge til rent faktisk at udføre projektet.

Projektet forsøger lige nu at finansiere projektet gennem såkaldt crowdfunding – en metode til at indsamle penge til projekter. Metoden foregår på internettet, hvor brugere kan indbetale.

Med crowdfunding har initiativtagerne en tidsbegrænset periode til at skaffe den nødvendige mængde penge – ellers får de ikke nogen af dem udbetalt.

”Die Astronautin” skal samle mindst 50.000 euro inden den 31. april. Onsdag har de samlet omkring 27.000 euro sammen. Omkostningerne for hele missionen kommer samlet til at kost omkring 50 millioner euro.

Projektet “Die Astronautin” handler også om at få flere piger og unge kvinder til at interesse sig for naturvidenskab. De har fået næsten 400 ansøgere til missionen. 80 af ansøgerne gennemførte psykologiske prøver på Deutschen Zentrum für Luft- und Raumfahrt (DLR).

Insa Thiele-Eich (til venstre) Nicola Baumann (til højre) krammer på dagen, hvor de blev udråbt som finalister i “Die Astronautin.” Foto: Michael Kappeler/dpa.

kommentar
deling del

Skriv et svar