af

Jørgen Møllekær

CDU haler ind

Den seneste meningsmåling forud for landdagsvalget i Slesvig-Holsten den 7. maj må siges at være et skulderklap til CDUs spidskandidat Daniel Günther.

Han kæmper med næb og klør i en situation, der er mere end besværlig for ham som udfordrer. Han er ret ny og stadig ukendt for mange som CDUs nye frontfigur. Og over for ham og den øvrige position står en tre-parti-regering, om hvem vælgerne mener, at den har gjort det ganske godt de forgangne fem år.

Torsdagens måling tyder derfor umiddelbart fortsat på et sikkert genvalg til den siddende regering. Som kommentatorerne siger på tysk: »Es gibt keine Wechselstimmung«. Der er blandt vælgerne ingen grundlæggende lyst til at skifte ud på regeringsbænken. SPD, De Grønne og SSW har holdt skandalerne fra livet og leveret gode resultater på en lang række områder, ikke mindst også hjulpet af de særdeles gode konjunkturer i hele Slesvig-Holsten.

Sammenlignet med den meget moderate vækst i Danmark buldrer det derudaf med fremgang for erhverv og turisme med 80.000 nye arbejdspladser siden 2012 og deraf følgende solidt faldende og efterhånden ret lave ledighedstal.

CDU er i de tre seneste målinger gået fra 27 til 30 og nu 31 procent.
Jørgen Møllekær

Når man så som tilfreds vælger skal beslutte sig i den nuværende situation, er der vitterligt ikke mange argumenter for at stemme med fødderne. Ender valget, som det nu har været forudsagt i flere på hinanden følgende målinger, er det selvsagt glædeligt for det danske mindretal. Det ser ud som om, at en kommende centrum-venstre-regering fortsat er afhængig af SSWs mandater. Sådan behøver det ikke at ende, men scenariet er realistisk.

CDU har også god grund til at være glade, omend de næppe vil indrømme det på denne side af den 7. maj. For partiet har i Slesvig-Holsten gennemlevet så meget uro og skiften ud på formandsposten, at bare det at holde valgresultatet fra 2012 vil være ganske godt gået. CDU fik dengang 30,4 procent og var kun et mulehår bagefter SPDs 30,8 procent.

Nu ser Torsten Albig ud til at kunne score en lille fremgang og ligger flot på 33 procent. Men CDU er i de tre seneste målinger gået fra 27 til 30 og nu 31 procent. Det borgerlige parti satser benhårdt på to emner, som også er de vigtigste for vælgerne. Det er uddannelse og infrastruktur.

Om det skal tage otte eller ni år at tage en tysk studentereksamen i Slesvig-Holsten (efter fem års tysk grundskole, red.) kan tilsyneladende ophidse mange. I borgerlige tyske kredse anses otte år for at være problematisk, fordi niveauet dermed ikke er godt nok. Sandt er det, at andre delstaters studenterhuer trykker hårdere, fordi kravene er skrappere.

CDU har bestemt fat i noget, når de slår på, at det i disse opgangstider burde have kunnet gå endnu hurtigere med at få sat skub i dybt nødvendige trafikinvesteringer.
Jørgen Møllekær

Men sandt er det også, hvad CDU glemmer, at det slet ikke er den nuværende regering, men en tidligere CDU-regering, der indførte dette såkaldte »Turbo-Gymnasium« i Slesvig-Holsten. I dag er der så valgfrihed. Alt efter skoleform kan de unge mennesker enten tage studentereksamen efter otte eller ni år.

Mere farligt i forhold til at flytte stemmer er derimod den dårlige infrastruktur i Slesvig-Holsten. For det er synligt for enhver, at der mangler bedre veje, broer og togforbindelser mange steder. At den aktuelle regering objektivt set har investeret mere i infrastruktur end under den tidligere CDU-regering kan vel være.

Men CDU har bestemt fat i noget, når de slår på, at det i disse opgangstider burde have kunnet gå endnu hurtigere med at få sat skub i dybt nødvendige trafikinvesteringer. På den anden side er det også synligt for enhver, at motorvejs-udbygningen til seks spor ned mod Hamborg skrider flot og hurtigt fremad.

Så helt så tossede til vejarbejde er de røde, grønne og blå politikere i den siddende regering i Kiel altså heller ikke.

kommentar
deling del

Skriv et svar