af

Jørgen Møllekær

AfD på vej mod opløsning?

Foråret er angiveligt lige rundt om hjørnet og så er håbet jo særligt lysegrønt: Med AfDs frontfigur Frauke Petrys beslutning onsdag om ikke at ville stille op som spidskandidat for partiet, er der trukket særdeles mørke skyer sammen for de vælgere, der indtil for nylig i tilsyneladende betydeligt omfang ellers havde planer om at støtte partiet på den yderste højrefløj ved de kommende valg i Tyskland.

Frauke Petry erkender nu helt åbent, at hun i hvert fald tilsyneladende giver op på baggrund af de parti-interne slagsmål, som har plaget dette såkaldte Alternative für Deutschland i det sidste halve års tid.

De, hvis potentielle indflydelse stiger for hurtigt, bliver magtbegærlige på egne vegne og kæmper ikke så meget for sagen længere.
Jørgen Møllekær

Tænk hvor stærkt det kan gå. Vi skal kun et år tilbage for at finde landdagsvalg, hvor AfD tordnede ind i fire delstats-parlamenter: 
 I marts 2016 i Baden-Württemberg med 15,1 procent og i Rheinland-Pfalz med 12,6 procent i vest. Efterfulgt af deprimerende valg i øst først i Sachsen-Anhalt, hvor AfD gik fra nul til skræmmende 24,3 procent. Og i september 2016 i Mecklenburg-Vorpommern scorede partiet ikke mindre imponerende 20,8 procent i første forsøg.

Siden er der sket flere ting: Den ukontrollerede flygtningestrøm er stoppet og har nu været det i så lang tid, så tyske vælgere alene af den grund ikke længere er så bange for at blive rendt over ende, som dengang tilvandrings-debatten kørte på sit højeste. 
 Igen: Det er kun ét år siden, at mange frygtede noget, der minder om ragnarok.

Oven i den faktuelle udvikling, så er der ved at ske det for AfD, som er set så mange gange før ved pludseligt opståede nye politiske strømninger: De, hvis potentielle indflydelse stiger for hurtigt, bliver magtbegærlige på egne vegne og kæmper ikke så meget for sagen længere.

I dén sammenhæng er Frauke Petry endda en af de mere moderate skikkelser i et parti, der er kommet med grumme udtalelser om personer af anden etnicitet end tysk, som man ellers ikke har hørt fremsagt offentligt siden Det Tredje Rige.
 Frauke Petry kaster nu – måske – håndklædet i ringen kort før partiets kongres i Köln den kommende weekend, hvor hun ellers har sat en fremtids-strategi til afstemning.

En vision, der ifølge Petry handler om, hvad der realpolitisk er muligt for et AfD, som hun i lyntempo ønsker at gøre til et nyt borgerligt folkeparti med det erklærede mål at blive regeringsduelig.

På dén led burde man måske håbe på, at macho-typer som Peter Gauland og Björn Höcke med deres decideret usmagelige højre-retorik på kanten af tysk straffelov vinder den interne magtkamp.
Jørgen Møllekær

Dén plan er blevet modarbejdet længe af de mere rabiate enkeltpersoner, der har markeret sig i AfDs indercirkler. Uden sammenligning i øvrigt kan man med en vis ret hævde, at Petry har forsøgt på ingen tid at strømline AfD til et professionelt parti. 
 Uden at skulle spilde 20 år i gold og ligegyldig opposition som de mange fjumreår med Fremskridtspartiet under Mogens Glistrup, inden det i 1995 muterede til et Dansk Folkeparti, der – om man kan lide det eller ej – har fået gennemført mængder af realpolitik både på Christiansborg og i Danmarks 98 kommuner.

Realpolitikeren Petry tager nu den endegyldige interne magtkamp mod den meget mere højrenationale Peter Gauland op til weekendens meget afgørende partimøde. Hun har længe kæmpet for at stå i spidsen for AfD alene.

Spørgsmålet er, hvilket udfald det tyske samfund skal håbe på: Hvis Petry skulle vinde magtkampen, kan AfD gå hen og blive en varig størrelse i tysk politik. 
 På dén led burde man måske håbe på, at macho-typer som Peter Gauland og Björn Höcke med deres decideret usmagelige højre-retorik på kanten af tysk straffelov vinder den interne magtkamp.

For det ville skræmme endnu flere vælgere væk fra en i forvejen hastigt hensygnende politisk bevægelse.

kommentar
deling del

Skriv et svar