SSF har afsløret dette års årsmødeplakat, der er designet af sydslesvigeren Katrine Hoop.
ons, 21. mar 2012, 21:15
FLENSBORG. Så er der for alvor kommet noder på de danske årsmøder 2012, der i weekenden den 9. og 10. juni gennemføres under mottoet »Sydslesvig - en spændende melodi«.
Det skete, da formanden for årsmødeudvalget, Gitte Hougaard-Werner, på hovedstyrelsesmødet i Sydslesvigsk Forening (SSF) i Sporskifte tirsdag aften præsenterede dette års årsmødeplakat, der er designet af den tidligere leder af SdUs aktivitetshus, Katrine Hoop.
Plakaten symboliserer med en musiknøgle og fotografier i de enkelte nodetegn det brogede sydslesvigske musikliv.
Motiverne i noderne spænder vidt, lige fra amatører til professionelle og fra akustisk til elektronisk musik. Både publikum og musikudøvere er lige som gæster fra Danmark og mindretalsmusikere repræsenteret.
- Det handler dermed om alle de aktører, der sammen også i overført betydning skaber den spændende sydslesvigske melodi, forklarer Katrine Hoop.
- Musiknøglen er den klassiske g-nøgle, der er typisk for vor kulturkreds og signaliserer, at der er tale om livets lyse toner. De rød-hvide årsmødeballoner kæder plakaten sammen med den lange årsmødetradition, fortæller hun.
Læs mere i den trykte avis.